Struer: Mangler du inspiration til efterårsferien, kunne det være en idé at lægge vejen forbi Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter.
Her vises Kunstforeningen Limfjordens censurerede efterårsudstilling, hvor kunstnere fra hele landet har indsendt værker i otte kategorier.
De 114 udvalgte værker på udstillingen stammer fra 54 professionelle og amatørkunstnere.
Der er også noget for børn at opleve på udstillingen, og de kan deltage i en konkurrence. Ved at løse og svare på de stillede spørgsmål kommer man en tur rundt i hele udstillingen.
Og præmien er et gavekort til Bog & Idé. Den heldige vinder udtrækkes blandt de rigtigt løste svar ved udstillingens slutning søndag 27. oktober.
Efter turen rundt i udstillingen kan man slå sig ned i Gimsinghoveds lille café, hvor man kan nyde sodavand, kaffe samt hjemmebagt kage.
Udstillingen har åbent tirsdag-søndag kl. 13-17.