Claus Thunø - medindehaver af Thiele i Struer - markerer sin 50 års fødselsdag med en reception fredag den 8. februar. Han er med i sin tredje optikerkæde på den samme adresse, Vestergade 2. Fritiden går blandt andet med jagt og med at fotografere.
Struer: Humøret røg ned på nulpunktet, da optiker Claus Thunø i august 2016 fik besked om, at den ene af Struers to Profil Optik-butikker skulle lukke. Det var hans afdeling - Vestergade 2 - der skulle dreje nøglen om, mens den i Østergade kunne fortsætte.
Det betød, at Claus Thunø og hans medarbejder, Marianne Nielsen, var sagt op.
- Det synes vi, der var noget uretfærdigt. Vi havde nemlig fremgang i butikken, og vi kørte med overskud. Efter vores mening var der fint plads til to Profil Optik-butikker i Struer - vi havde hvert vores kundegrundlag. Men sådan skulle det ikke være, fortæller Claus Thunø, der i dag er medindehaver af Thiele, der ligger på samme adresse som den lukkede Profil Optik-afdeling.
Claus Thunø runder nu et skarpt hjørne, og han fejrer sin 50 års fødselsdag med en reception i butikken fredag den 8. februar. Lørdag den 9. februar er der kaffe og kage i butikken.
Claus Thunø skulle dog ikke sunde sig i mange dage tilbage i august 2016, inden han fandt en løsning for sin fremtidige karriere og såmænd også for Marianne Nielsens.
- Vi blev opsagt om tirsdagen, og torsdag tog jeg kontakt til Michael Ulsted hos Thiele i Holstebro. Ham kendte jeg lidt. Få dage senere havde vi givet hinanden håndslag på, at vi skulle lave noget sammen, siger Claus Thunø.
Planen lød på en ny Thiele-afdeling i den lukkede Profil Optik-afdeling. Den var blot lukket i cirka to måneder, inden Claus Thunø og Marianne Nielsen kunne slå dørene op til Struers nye Thiele-butik.
Ejerkredsen består af fire personer. Det er Claus Thunø og Michael Ulsted, der ejer den største andel, og det er også derfor, at der står "Thunø & Ulsted" i toppen af butiksvinduerne. Claus Thunø har kun andel i Struer-butikken, mens de øvrige er med i ejerkredsen hos Thiele i både Holstebro og Lemvig.

- Vi blev opsagt om tirsdagen, og torsdag tog jeg kontakt til Michael Ulsted hos Thiele i Holstebro.
God sparring
- Det var godt, at det gik, som det gjorde. Det er rigtig godt at være med i Thiele-kæden, der med sine 201 år på bagen er Danmarks ældste optikerkæde. Der er stor grad af medbestemmelse, og samtidig har vi fordelene ved at være med i en kæde. Desuden er der en god sparring mellem os tre Thiele-butikker i Struer, Holstebro og Lemvig, hvor vi f.eks. kan afløse hinanden, hvis det skulle være nødvendigt, siger Claus Thunø.
Det er faktisk den tredje kæde, han er med i på den nuværende adresse. Det begyndte nemlig med Nyt Syn tilbage i 2005, hvor Claus Thunø også var medejer. En del Nyt Syn-butikker blev opkøbt af Profil Optik i 2008, og Claus Thunø blev almindelig medarbejder og altså ikke længere selvstændig.
Claus Thunø er uddannet optiker i Skive, og han arbejdede i Herning, inden han kom til Struer. Han har 28 års erfaring i branchen.
Han åbnede Thiele i Struer i begyndelsen af november 2016, og dermed var optikerbutikken på hjørnet af Vestergade og Bjerggade kun lukket i lidt over to måneder.
- Det var meget godt, at vi kom i gang så hurtigt efter lukningen. Så var kunderne der forhåbentlig stadig, og mange nåede måske slet ikke at opdage, at vi havde skiftet kæde. For mange af kunderne betyder det nok ikke så meget, hvilken kæde vi er med i, siger Claus Thunø.
Jagt og fotografering
Claus Thunø bor med sin familie i Tvis, og fritiden bruges på jagt, på at fotografere samt spille badminton og volleyball. Der er i øjeblikket tale om jagt med riffel, men rent faktisk har han også jagttegn til bue og pil. Han har dog endnu ikke nedlagt et bytte med sidstnævnte våben. Når han færdes ude i naturen, er han lige så tit bevæbnet med kameraet, hvor det ofte bliver til gode "skud".
- Jeg kan godt lide at færdes i naturen. Med hensyn til jagten ville jeg være noget tyndere, hvis jeg skulle leve af det, jeg skyder. Jeg er i høj grad med på grund af naturoplevelsen og kammeratskabet med de andre jægere, siger Claus Thunø.